af Jan P. Olsen

28. marts 2018

min. læsetid

Skab indhold der giver leads

Der er indhold… og så er der indhold, der bliver fundet, svarer på din målgruppes udfordringer og understreger at din virksomhed er den førende ekspert og en værdifuld ressource. Det er grundstenen i B2B Content Marketing, som bør være en vigtig del af din samlede B2B marketing strategi.

Hvad er kendetegnene ved godt indhold?

Brug denne oversigt som en guide hver gang du skal lave noget nyt indhold, så du sikrer dig, at det gør hvad det skal: Tiltrækker besøgende og gør dem til kunder.

Godt indhold adresserer en specifik udfordring og hjælper med at løse et problem. Hvis du har defineret din målgruppe (persona) kender du dens udfordringer, pain points, demografi, behov m.m. og dit indhold skal reflektere en forståelse for deres situation og de udfordringer, de vil have løst.

At skrive en ebog om SEO’s historie løser for eksempel ikke et behov hos min målgruppe, men at skrive en om fordelene ved at skrive de rigtige title-tags gør.

b2b content marketing strategi - undersøgelse fra 2019

Kilde: https://www.slideshare.net/mprofs/b2b-content-marketing-2018-benchmarks-budgets-trends-north-america

Godt indhold skaber værdi

Selvom det ikke nødvendigvis er en dårlig idé at skrive en artikel om, hvad de besøgende kan se på din stand ved den næste messe eller at dele et produkts fakta-sheet, skal godt indhold give din målgruppe noget værdi, som de kan anvende umiddelbart: En metode til bedre produktivitet, en bedre måde at lave rejseafregning på eller en metode til at mindske tiden, det tager at teste produkter i en produktionslinje etc.

Hvordan ved du hvilket indhold, der vil være værdifuldt for din målgruppe?

Sæt dig sammen med folk fra salg, kundeservice og marketing og bed alle om at komme med de 5-10 mest almindelige spørgsmål, de hører fra kunderne. I enhver industri bliver der stillet unikke spørgsmål og de er en super kilde og basis for dit gode indhold.

Godt indhold matcher søgeord

Du kan have skrevet det allerbedste indhold, men hvis Google ikke finder det, har du spildt din tid. Dit indhold, dets overskrift og den måde du deler det på de sociale medier skal indeholde relevante søgeord, som din målgruppe anvender, når de søger efter svar og information.

Hvis din målgruppe for eksempel er interesseret i at lære om, hvordan man kan anvende trådløs temperaturovervågning har en overskrift som “Sådan sparer du tid og penge med trådløs temperaturovervågning” større sandsynlighed for at blive fundet i Google end “Nu introducerer vi et nyt og bedre produkt til dig!”

Godt indhold kommunikerer din værdi for kunden

Samtidigt med du løser en udfordring med dit værdifulde indhold, er det også vigtigt at du præsenterer dit produkt eller løsning som “helten”. Du skal ikke blot omtale egenskaber ved dit produkt (trådløs temperaturovervågning), men også de fordele det giver kunden i forhold til dine konkurrenter (spar tid, større sikkerhed, mindsket varetab etc.). Indhold skal ikke være en salgspitch, men brug gerne lejligheden til at bringe dit produkt eller løsning i spil.

Godt indhold er klart og præcist

Din målgruppe har typisk travlt og er svær at fastholde, så de ønsker information præsenteret simpelt og hurtigt. Det indhold, der læses mest, er indhold, der er let at læse og fordøje. Hvis det samme indhold kan findes på en 1-sides Tjekliste eller en 8-siders ebog, gæt hvilken der vil blive foretrukket?

Jo nemmere det er at læse, desto større er sandsynligheden også for, at det deles til andre. Der er naturligvis emner, der kræver mere uddybende indhold, men sørg for at længden og kompleksiteten på dit indhold matcher emnets dybde og kompleksitet.

Godt indhold har en call-to-action

Alt godt indhold har en eller anden form for call-to-action. Det kan “blot” være at læse endnu en artikel, udfylde en formular, se en video eller downloade en ebog. Hvis dit indhold er top-of-funnel – altså først i din målgruppes kunderejse – er din call-to-action typisk muligheden for at downloade et middle-of-funnel stykke indhold, der giver information, der passer til det trin i kunderejsen eller købsprocessen.

Godt indhold er let at dele

Gør det let for dine læsere og målgruppe at dele dit indhold med andre. Inkluder Social sharing knapper på hjemmesiden, så dine læsere kan dele indholdet på de sociale netværk, de foretrækker.

 

6 B2B Content Marketing Tips, hvis du lige er ved at starte

For mange kan content marketing godt virke lidt kompliceret og det kan være overvældende at beskæftige sig med de mange nye begreber, som er indeholdt i online marketing generelt. Jeg får ofte spørgsmålet: “Hvordan kommer jeg i gang?” Og også: “Hvordan sikrer jeg mig at det virker, hvis vi kaster os ud i det?”

Gode spørgsmål. Og når jeg får dem, er der som regel seks gode tips, jeg giver – tips vi alle har godt af at høre en gang imellem, også selvom vi har lavet content marketing igennem længere tid. Så her kommer de – mine 6 bedste B2B content marketing tips:

1. Du skal have en blog

Trin 1 er at du skal have en blog! Og det uanset hvor stor en virksomhed, du har med at gøre, så skal den have en blog. Bloggen skal baseres på WordPress, det giver den største fleksibilitet, når du kommer i gang.

Desuden skal du vide, hvorfor du har brug for en blog! Arbejder du i en større virksomhed skal bloggen retfærdiggøres et eller andet sted og er du selvstændig, skal du retfærdiggøre den tid, du lægger i det.

Al forretning skabes på baggrund at relationer mellem mennesker. En blog kan fortælle din historie, dele din ekspertise og give et menneskeligt billede af dit brand eller virksomhed.

Din blog er også udgangspunktet for din tilstedeværelse i de sociale medier. Det indhold du skaber på din blog (eller website) viser tonen og vejen for dine meddelelser i de sociale medier. Brug bloggen som platform og lad indholdet til de sociale medier flyde herfra.

en blog er nødvendig i din b2b content marketing

2. Du skal have et Email Marketing program

Alle taler sociale medier for øjeblikket og de er da også rigtigt vigtige. Men email marketing er stadig den kanal, der konverterer bedst og det er lidt nemmere at have med at gøre.

Du skal have en effektiv måde, hvorpå dine besøgende kan tilmelde sig dit nyhedsbrev og få nyt om dine blogindlæg og andet relevant materiale. Vi har tidligere skrevet om forskellige email og lead værktøjer her.

Du bør også overveje at implementere et marketing automation program, som det så flot hedder. Lidt mere simpelt består det af at sætte en række emails op på forhånd, sådan at når en bruger tilmelder sig, så får hun automatisk en række emails med jævne mellemrum, uden du behøver at gøre noget.

Du kan f.eks. udarbejde et email kursus eller give en ebog væk og så løbende følge op på denne med en række mails. På den måde holder du relationen med din potentielle kunde vedlige, samtidigt med at du beviser din ekspertise og din målgruppe får værdifuld viden. Det skaber en win-win situation.

3. Du skal vide hvad dine kunder gerne vil høre noget om

Hvad er din målgruppe interesseret i? Hvad kan du lave af indhold på din blog, som de bare må have fat i?

Der er flere måder at finde ud af, hvad din målgruppe er interesseret i. Du kan anvende Google Analytics og se hvor dine besøgende især er engageret på hjemmesiden. Vi bruger desuden et begreb, vi kalder udvidet eller relateret indhold. Det er indhold som ikke lige handler om dine produkter eller ydelser, men de problemstillinger dine kunder står overfor i deres forretning og som dine produkter/ydelser kan være med til at afhjælpe.

Du kan også spørge kunderne direkte – eller lade dine sælgere fortælle, hvad det er, der optager kunderne, når de taler med dem.

Google kan også give dig svar. Langt de fleste købsbeslutninger starter i Google – både på B2B og B2C markedet – så find ud af hvad dine kunder søger efter, når de leder efter dine produkter. Det kaldes også en søgeordsanalyse.

Du kan også tracke, hvad der siges på de sociale medier. Brug et værktøj som Mention eller Buzzsumo til at overvåge dit marked.

4. Du skal lære at skrive til nettet

Flere undersøgelser viser, at de fleste læsere på en website eller blog skimmer indholdet fremfor at læse hvert et ord. Så for at gøre dit indhold lettere fordøjeligt, skal dit indhold formatteres til online brug. Her kan du anvende flere taktikker:

  • Fremhævede nøgleord (både links, fed og farve)
  • Brug af meningsfyldte overskrifter
  • Lister i punktform
  • En idé pr. afsnit (ellers risikerer du at læseren hopper af)
  • Start med konklusionen, så læseren ved hvad din artikel handler om

Der findes en række gode skrivetips, som vi ikke allesammen kan komme ind på her. Men husk også at tænke på mobile enheder.

5. Du skal have en indholdskalender

For at content marketing skal blive en succes skal den have nogle mål og en plan, som man skal holde sig til – ellers er risikoen for at det løber ud i sandet for stor. Mange har en lidt afslappet holdning til det at blogge og poster bare, når de føler sig inspireret til det.

Det holder ikke.

Content marketing på B2B markedet kræver vedholdenhed og at man holder sig til sin plan. Derfor har du brug for en indholdskalender. Det er et værktøj, der hjælper dig med at planlægge dit indhold på en ugentlig, månedlig og nogle gange også årlig basis. Det er et sted, hvor du planlægger hvad du vil skrive/udarbejde og hvornår du vil lave det. Planer har det med at føre til aktivitet og det er præcist meningen med din indholdskalender.

En indholdskalender kan komme i mange typer. Du kan bruge Google Calender eller Outlook, men du kan også “bare” bruge et excel-regneark – det gør vi. Der kan være mange interessante felter i en indholdskalender, men vi holder os til følgende:

  • Forfatter (hvem skriver indholdet)
  • Titel
  • Kategori (hvor skal indlægget oprettes)
  • Type (artikel, video, superindhold etc.)
  • Supporterer (hvilket andet indhold kan det supporterer eller linke til)
  • Next step – CTA (hvad skal læseren gøre efterfølgende – Call-to-Action)
  • Færdig (dato)
  • Oprettes (dato)
  • Status (planlagt, i gang, færdig, oprettet)
  • Tid (hvor lang tid blev der anvendt)

6. Planlæg dine aktiviteter på de sociale medier

Det er nemmere at huske fem tips i stedet for seks, men du skal nu have det sjette tips også. For lige som det er vigtigt at have en indholdskalender, skal du også planlægge dine aktiviteter på de sociale medier. Altså hvornår du vil dele hvad på de forskellige medier.

For du kan ikke nøjes med “bare” at lave godt indhold på din blog – det skal markedsføres på de sociale medier. Så når du har publiceret nyt indhold på din blog kan du følge en plan nogenlunde som denne her:

  1. Ved publicering – meddelelse sendes når blogpost oprettes.
  2. Samme dag – Meddelelser sendes til forskellige profiler i løbet af 2-3 timer.
  3. Næste dag – Meddelelser deles igen på relevante social kanaler (især twitter)
  4. Næste uge – En ny serie af meddelelser sendes
  5. Næste måned – Endnu en serie af meddelelser sendes til de sociale medier

Du skal anvende de sociale medier, der er mest relevante for at ramme din målgruppe og du skal naturligvis ikke spamme løs. Du bør anvende et værktøj, der kan sende meddelelserne på de rigtige tidspunkter, så du blot sætter strømmen op én gang. Vi bruger selv Hootsuite.

Det vigtige her er, at du skal være klar over, hvordan du vil promote eller markedsføre dit indhold, når det først er publiceret.

Sandheden er, at alle kan lave god content marketing, hvis de anvender disse 5 gode content marketing tips. Den største udfordring er som regel tiden (eller manglen på den) og en forkert prioritering. Og så selvfølgelig troen på, at det kan lade sig gøre.

 

Content Marketing er især værdifuldt for den lille B2B virksomhed

Selv om begrebet Content Marketing ikke er helt nyt, så er det dog en ny måde at tænke marketing på, og der er en god grund til at det er blevet så populært inden for de sidste par år. Det er nemlig et ekstremt vigtigt værktøj for den lille virksomhed og iværksætteren, der med lidt kreativitet kan udligne forskellen mellem de budgetter den lille virksomhed har og så de store brands.

Content marketing kan optræde i mange former men inkluderer artikler, blog-indlæg, videoer, pressemeddelelser, direct mail, infografik, webinar og mange andre indholdsdrevne marketingtiltag. Når din virksomhed laver indhold skal du tænke som et medie og derfor tiltrække kunder, der søger information, som er værdifuldt for dem. Men hvordan kommer det dig til gode?

Her er nogle gode årsager til at content marketing er vigtig for din lille virksomhed:

Content Marketing øger trafikken til hjemmesiden

Content marketing giver trafik til hjemmesiden. Laver du dit indhold rigtigt, så bliver det fundet af dine kunder i Google og andre steder og derfra vil de klikke ind på din hjemmeside. Jo flere personer, der kommer ind på hjemmesiden, desto flere vil konvertere fra “bare” at være besøgende til også at være leads eller kunder – alt andet lige. Hvis dit indhold er så godt, at de besøgende også vil dele det på de sociale medier, vil du få endnu mere opmærksomhed og tiltrække endnu flere potentielle kunder.

Det er vigtigt at målrette indholdet mod emner (søgeord), som din målgruppe leder efter. Og hvis dit indhold virkelig hjælper målgruppen, er objektivt og uden “salgsgas”, så differentierer du dig virkelig fra dine konkurrenter.

Deler du din viden, viser du din ekspertise

Når du løbende publicerer nyt kvalitetsindhold, vil de besøgende på din hjemmeside lægge mærke til det og det i sig selv er væsentligt for dit marketingpotentiale. Men det betyder også, at du skal overveje dit indhold nøje, ligesom du skal tænke over hvor ofte du vil skrive eller publicere nyt indhold. Du skal tænke på, at mere er ikke altid bedre. Bedre er bedre. Deler du din viden og viser din ekspertise, vil du også overhale de fleste af dine konkurrenter, der måske blot har en “almindelig” hjemmeside med produkter og services.

Du er nødt til at være på forkant 

Når du løbende skal lave godt indhold, er du nødt til at lave lidt research og følge godt med i, hvad der sker i din branche. Men det gør dig bare til en endnu større ekspert. Der er altid noget mere man lære. Denne ny viden kan du også dele og på den måde forstærke din og din virksomheds position i markedet.

Øger salget

I følge CMA – Content Marketing Association – finder over 50% af B2B kunder, at content marketing har en positiv indflydelse på deres købsbeslutning og 61% mener, at det forstærker et brand. Når du skaber indhold giver du kunderne en kontrolleret mulighed for at forbruge dit indhold og senere foretage et rigtigt køb i deres eget tempo.

Forstærker eksisterende relationer

Forbrugere og kunder har flere valgmuligheder end de nogensinde har haft før og det gør det sværere for alle virksomheder – ikke kun den lille virksomhed. Med content marketing kan du udvikle en platform, hvor du kan engagere og underholde din målgruppe og samtidigt holde dem opdateret med dine produktnyheder og andre nyheder. En kreativ content marketing strategi vil få dem til at komme tilbage igen og igen.

Mere end blot sociale medier

Som du måske har bemærket så skal du som virksomhed og brand efterhånden betale for at få delt indhold på de sociale medier som Facebook, Twitter, LinkedIn og andre. De skal jo også leve! Så at anvende de sociale medier til at kommunikere med dine nuværende og kommende kunder, er ikke så omkostningsfrit længere. Og selv om du selv styrer indholdet på disse platforme, så kan du ikke fuldt ud kontrollere, hvad der sker med det. Men indhold skabt på din egen hjemmeside er noget du selv har fuld kontrol over og som du har gavn af mange år frem i tiden.

 

36 tips til bedre B2B Content Marketing

Til sidste i denne allerede meget lange artikel, får du 36 simple tips, der øger sandsynligheden for at dit indhold bliver delt og øger trafikken. Og udover B2B er der også enkelte tips til virksomheder, der sælger direkte til forbrugere:

Generelle tips

Uanset om du skriver til BtB-kunder eller BtC-kunder er her nogle generelle skrivetips, som du bør følge:

1. Brug ordene “du” og “jeg” – når du bruger “du og jeg” i dit indhold skaber du en følelse af en samtale mellem dig og dine læsere, hvilket vil engagere dem i længere tid.

2. Skriv simpelt – lad vær med at bruge alt for smarte ord og fremmedord. Hvis en elev med en 9. klasses eksamen kan forstå, hvad du skriver, så gør du det godt. Ellers vil du tabe en masse læsere.

3. Gå lige til sagen – Ingen gider at læse en masse omsvøb online.

4. Brug masser af overskrifter – Du skal opdele dine artikler med gode overskrifter og under-overskrifter. Det øger læsbarheden.

5. Lav en iøjnefaldende overskrift – Skab nysgerrighed, lav en kontrovers eller lov noget – din overskrift skal være så attraktiv, så læseren gider at læse resten.

6. Lav korte afsnit – ideelt set bør dine afsnit ikke være længere end 5-6 linjer. Det gør det nemmere og hurtigere at læse.

7. Et billede siger mere end… – Tekst uden billeder er kedelig.

8. Relevante billeder – Dine billeder skal være relevante i forhold til teksten ellers gavner de ikke.

9. Skab forventning i starten – Når folk læser din indledning skal de vide, hvad resten af indlægget handler om.

10. Hav personlighed – Vis din personlighed. Vær morsom, følsom, alvorlig eller hvordan du nu er. Lad det skinne igennem.

11. Fed, skrå og understreg – Hvis du vil fremhæve eller understrege noget så brug de virkemidler, der findes.

12. Fortæl en historie – En god historie holder læseren fanget og får dem til at huske indholdet.

13. Lav en konklusion – Sørg for at dine læsere forstår din pointe, når de har læst din artikel.

Særlige B2B skrive tips

Der er nogle ting, der adskiller sig at skrive til et B2B publikum i forhold til et B2C publikum. Her er nogle af de ting, du skal tage højde for, når du skriver til andre forretningsfolk:

14. Hav data og kilder i orden – Data og tal er nødvendige. Hvis du ikke kan dokumentere dine tal er der ingen, der vil tage dig seriøst. Sørg for at kilderne er i orden.

15. Vis dine resultater – Du skal vise hvad du dur til i dit indhold. Det øger din status som ekspert og vil øge antallet af personer, der vil følge dig.

16. Dit indhold skal indehold actions – Når man har læst dit indhold skal folk vide, hvad de så skal gøre. Brug derfor punktform og giv klare anvisninger.

17. Brug video og billeder – Det kan være hensigtsmæssigt at bruge video eller grafik til at forklare komplicerede sager. Instruktionsvideoer er ofte mere værd end en masse tekst i B2B.

18. Giv dem mere – Overvej at have en guide eller white paper som læseren kan downloade, som forklarer indholdet yderligere i detaljer.

19. Brug data i overskriften – Data i overskriften giver ofte flere klik og mere trafik til siden.

20. Hav resultatet i overskriften – Hvis du allerede i overskriften kan nævne den fordel læsere får efter at have læst din artikel, så får du flere læsere.

21. Skriv om din branche – Hvis du kun skriver guides og “bliv-klogere” artikler er det ikke nok. Du skal også lave artikler om din branche, så du viser, at du ved, hvad der sker.

22. Fokuser på tidsløst indhold – Skab indhold, der også er relevant om flere år. B2B er ikke ligeså nyhedsfikseret som almindelige forbrugere.

23. Fokuser på “long-tail” emner – Jo mere specifik dine artikler er, desto mere præcist vil de ramme din målgruppe og skabe større opmærksomhed.

24. Løs dine kunders problemer – Selv om et kundeproblem ikke er relateret til dit produkt, så vil du øge troværdigheden ved at løse det og det får kunderne til at komme tilbage.

25. Opdater dit indhold løbende – Selv om du skriver tidsløst indhold, så bliver det alligevel forældet på et tidspunkt. Sørg for at opdatere indholdet, så det er up-to-date. Det giver dig også mulighed for at distribuere det igen.

25. Giv det krydderi – B2B indhold kan ofte være lidt kedeligt og tørt at læse. Hvis du giver det lidt følelse, kan du holde dine læsere fanget.

26. Lav teksten om til grafik – Ofte er B2B indhold fyldt med data og tal. Måske du kan lave disse data om til en infografik, der på en mere overskuelig måde fortæller din historie?

Specielle B2C skrive tips

Efter at have set lidt på, hvordan man skriver godt indhold på B2B markedet, så lad os se lidt på, hvordan man skriver til “almindelige” forbrugere:

27. Glem ikke følelser – forbrugere har en meget kort tidsperiode til at blive fanget – meget kortere end B2B læsere. Så dit indhold skal ramme med det samme, være lige på og hårdt, men også med substans.

28. Vær med på sidste trend – Indhold, der fanger den sidste trend er bedre end indhold, der holder længere. Dette indhold gør sig også bedre i de sociale medier.

29. Timing er alt – Jo hurtigere du kan få en historie på banen desto flere læsere og trafik vil du få. Følg med på Twitter og Google Trends og se, hvad der sker.

30. Billeder er vigtigere end tekst – Forbrugere elsker billeder og videoer.

31. Forbind dit indhold til det kendte – hvis du kan forbinde, hvad der sker i verden med dit indhold, får du flere sociale delinger.

32. Brug følelsesmæssige billeder – fra humor til sørgelige historier, billeder der vækker følelser får mere socialt engagement. Tænk ‘hold da op’, ‘grin’ og ‘fornøjelse’.

33. Test forskellige former for indhold – find ud af hvad dit publikum kan lide. Lige fra podcast, video, tekst eller grafik.

34. Mængde betyder noget – I B2B kan du måske nøjes med at oprette indhold én gang om ugen. I forbrugerverdenen skal det ofte være flere gange om dagen, hvis du vil have en stor følgerskare.

35. Forbrugere vil deltage – Otte ud at ti af de mest delte artikler på nettet er quiz’er. Forbrugere elsker at engagere sig og deltage. Overvej at lave en quiz.

36. Hold indholdet let – forbrugere læser og forbruger indhold mange forskellige steder; toget, bussen osv., så det skal være nemt at gå til.

At lave godt indhold er det første og vigtige skridt for at fange din målgruppe. Men det er kun første skridt. Andet skridt er at markedsføre dit indhold, så din målgruppe rent faktisk også finder det.

Nu du kender ingredienserne til godt indhold, så find ud af, hvordan du fylder din blog ud med det! Download vores Tjekliste, “10 måder du kan fylde din blog med godt indhold” nedenfor:

Om forfatteren 

Jan P. Olsen

Giv en kommentar

Din e-mail adresse bliver ikke offentliggjort. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Ultimative SEO Hemmeligheder


7 Skudsikre
SEO Strategier

Få denne Gratis E-Bog

7 skudsikre SEO strategier til masser af trafik.