Sådan betaler du mindre pr. klik i AdWords – 4 simple tips

Kan du li' bloggen? >>>

”Vi kan ikke få AdWords til at hænge sammen”. Den kommentar får jeg ofte, når talen falder på forskellige online marketing aktiviteter. Og det er da også rigtigt, at prisen pr. klik (CPC) er steget markant siden AdWords startede i 2003 i Danmark. Det bekræftes af en undersøgelse fra Hochman Consultans.

Stigningen i CPC skyldes flere faktorer, men især den større konkurrence blandt annoncører driver prisen op og også et større fokus på konvertering og ”hvad man er villigt til at betale” har hævet priserne. Og det betyder, at de, der ikke er så gode til at få resultater (leads, kunder, salg), giver op og synes det er for dyrt.

På den anden side er AdWords stadig en nem måde at få besøgende til din hjemmeside, når de søger efter produkter eller ydelser, der er relevante for dig. Og gøres det rigtigt er der flere måder, hvorpå du kan mindske dine omkostninger i AdWords og betale mindre pr. klik.

Den nemmeste måde er naturligvis at sætte et lavere bud, men det er lidt for nemt 😊. Så her kommer fire andre metoder til lavere CPC:

1.  Udnyt at Quality Score betyder så meget

I Google AdWords er begrebet Quality Score (QS) en helt central faktor og den anvendes til at bestemme placeringen af din annonce i systemet sammen med dit bud. Det kaldes AdRank og jo højere AdRank desto højere oppe bliver annoncen placeret i søgemaskinen. Det ser således ud:

AdRank = QS x Max. bud

Så hvis du forbedrer din QS, ja så behøver du ikke at betale ligeså meget for at få den samme placering (AdRank). Lad os tage et eksempel, hvor din QS er 7 (den går fra 1-10) og du vil maksimalt betale 5 kr. pr. klik. Det giver en AdRank på 35:

AdRank 35= 7 (QS) x 5 (kr.)

Hvis nu du forbedrer din QS til 9, så behøver du maksimalt at byde 35/9 = 3,89 kr. for at opnå den samme AdRank:

AdRank 35 = 9 (QS) x 3,89 (kr.)

Den store indflydelse af QS i beregningen gør også, at din annonce har mulighed for at blive placeret højere oppe end konkurrenter, der byder mere end dig, men som har en dårligere QS.

Der er forskellige faktorer, der har indflydelse på din Quality Score:

  • CTR (click-through rate eller klikrate)
  • Relevansen af din annoncetekst i forhold til søgeordet
  • Relevansen af din annoncegruppe og søgeordet
  • Kvaliteten og relevansen af din landingsside ift. søgeordet
  • Den historiske performance på kampagnen

For at forbedre Quality Score kan du gøre følgende:

Long-tail søgeord: Brug søgetermer med mange ord (long-tail) i egne annoncegrupper for at opnå størst mulig sammenhæng mellem annoncetekst og søgeord. Du kan se, hvordan vi anvender Single Keyword Ad Groups, når vi opretter kampagner.

Annonceudvidelser: Brug alle annonceudvidelser, som Adwords giver mulighed for. Det øger din annonces omfang og giver som regel også en højere CTR, hvilket øger Quality Score.

Landingsside: Opbyg dine landingssider så de er fokuseret rundt om det emne (søgeord) du sender trafik ind fra. Sørg for at din call-to-action er synlig uden man behøver at scrolle og at brugeren ikke er tvivl om næste skridt. Siden bør desuden loade meget hurtigt og selvfølgelig være mobilvenlig.

2. Vis dine annoncer i de tidsrum, dine kunder konverterer

Med et ubegrænset budget kan du bare vise dine annoncer 24 timer i døgnet – også til alle fulderikkerne, der klikker løs natten mellem fredag og lørdag!

Men hvis dit budget er begrænset og du gerne vil betale mindre og helst kun for dem, der konverterer, så sæt AdWords op til kun at blive vist på bestemte dage og tidspunkter. Leverer du pizzaer hver dag mellem 17 og 22 er der f.eks. ingen grund til at spilde annoncer udenfor disse tidsrum.

For at opdatere dette kan du gå ind på Annonceplanlægning under en given kampagne. I billedet nedenfor kan du se, hvor forskellig konvertering kan være fra dag til dag. Her kan du se, at især mandag er rigtig god med en betydelig højere konvertering, mens fredag har en noget lavere konvertering.

adwords annonceplanlægning - annoncer på tider der er bedst

Hvordan reducerer dette din pris pr. klik? Dine annoncer bliver vist, når de er mest relevante og når der er størst chance for konvertering. En højere relevans giver højere CTR og dermed bedre Quality Score, der igen giver lavere pris pr. klik.

Analysen af tid/dag giver dig mulighed for at øge dit bud, hvis der er særlige tidspunkter, hvor dine besøgende konverterer meget og omvendt skrue ned, når det ikke giver så meget. Som mandag (god) og fredag (dårlig) ovenfor.

Når du laver analysen, så sørg for at måle over en længere periode – for eksempel 90 dage – så du får valide data.

3. Optimer dine kampagner med geografisk målretning

Ligesom du kan begrænse visningen af dine annoncer på bestemte dage og tidspunkter kan du også optimere på geografiske områder. Det kan være lande, regioner, byer eller områder.

For at et lille land som Danmark er det måske meget logisk blot at køre løs i hele landet, men hvis du er en lokal virksomhed, er det spild af penge. Er du tømrer i Slagelse er du næppe interesseret i at få kunder i Aalborg?

Men der kan også være stor forskel på, hvordan forskellige regioner ”performer” for en bestemt forretning. Jeg arbejdede på et tidspunkt for et firma, der solgte hundefoder og her købte nordjyder bare slet ikke i samme grad som beboere på Sjælland, så vi sænkede buddene i det nordjyske.

Du ændrer de geografiske indstillinger i dine kampagne-indstillinger.

målret i adwords efter geografi

En anden måde, du kan udnytte geografiske forskelle, er ved at nævne bynavnet i de annoncer, du laver. Vi har testet det på flere kunder, hvor det er relevant, og har set en stigning i CTR på op imod 25%. Du kan passende lave et eksperiment med to annoncer, hvor den ene nævner bynavnet og den gør ikke og så se hvilken, der vinder.

4. Pas på brede søgeord

For at dit budget ikke løber løbsk skal du passe meget på det, der kaldes brede søgeord eller bredt match. I vores tilgang til AdWords anvender vi dem slet ikke – kun i sjældne tilfælde. Og hvis du anvender dem, skal du være klar over, at du stort set ikke kan styre på hvilke søgetermer, dine annoncer dukker op.

For at kunne kontrollere dine brede søgeord er det nødvendigt at oprette en række negative søgeord, så dine annoncer kun vises på søgninger, der er relevante for dig. Du kan se, hvilke søgetermer dine annoncer vises for her:

adwords søgetermer rapport

Men i stedet for brede søgeord kan du bruge modificerede brede søgeord – her er du stadig i kontrol. Det gør du ved at sætte et + for de enkelte ord, f.eks. +knagerække +dør.

Og så skal du løbende kontrollere CTR og konverteringer på de enkelte søgeord, så du ikke byder på noget, der ikke giver konverteringer.

Vil du være mest mulig i kontrol, så brug SKAGs til at organisere dine søgeord og annoncegrupper. Så er du i fuld kontrol og betaler ikke mere end højst nødvendigt.

Har du svært ved at få dine AdWords kampagner til at være profitable, så prøv ovenstående tips og se om det ikke kan spare omkring 25% af dit budget, uden det går ud over antallet af konverteringer? Det har vi i hvert fald gjort nogle gange…

Du kan også lade os se på det, så kan vi helt uforpligtende give et bud på, hvor meget du kan spare.

Kan du li' bloggen? >>>
Posted in:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *