Sådan forbedrer du SEO med en blog

Kan du li' bloggen? >>>

Hvordan bruger du en blog til at forbedre din SEO?

Googles søgemaskine er kæmpestor og næsten uanset hvad du søger efter, får du tusindevis eller millionvis af resultater. Men det er kun resultaterne på side 1, der er rigtigt interessante, og for at komme på side 1, må du gøre din website større og bedre end de andre i søgemaskinen inden for dit område.

Og en måde at gøre din SEO bedre og din website mere synlig er ved at blogge om relevante emner.

Lad os sige, at du sælger kaffe online og der er en, der søger efter “grønne kaffebønner virkning”. Det er jo ikke en søgning, der umiddelbart kan rammes af et af dine kaffeprodukter, men du har en blog, hvor du har lavet en artikel om grønne kaffebønner og deres virkning. Det registrerer Google, brugeren klikker på dit link, læser artiklen og køber efterfølgende en pose grønne kaffebønner.

Brugeren er glad, Google er glad. Du er glad.

Det er et eksempel på, hvordan du kan anvende optimerede blogartikler til at forbedre din søgemaskineoptimering. Men lad os dykke lidt længere ned i, hvordan du kan optimere disse artikler, så de rager op over alle de andre sider i Googles søgemaskine.

Søgeordsanalyse

Du kan ikke skrive en optimeret blogartikel, hvis du ikke ved, hvad din målgruppe søger efter i Google. For at finde ud af det, kan du bruge Googles søgeordsværktøj i AdWords. Her er det muligt at finde en masse ideer og relevante søgetermer og samtidigt få søgevolumen på dem – der er jo ikke meget ved at optimere mod nogle søgeord, hvor der ikke er nogen søgninger.

Når du har fundet de relevante søgeord, ved du hvilke termer, der skal indgå i din blogartikel og så kan du anvende dem på denne måde:

  • Brug søgetermen i den første sætning eller afsnit i din artikel.
  • Brug søgetermen i en overskrift og brug lignende betegnelser eller synonymer i andre overskrifter.
  • Brug søgetermen i sidens Title-tag og gerne som det første.
  • Brug søgetermen i meta beskrivelsen.

Men lad være med at bruge søgetermen alt for meget – det kommer til at se unaturligt ud og det kan få den modsatte effekt; at Google markerer det som spam og “keyword stuffing”.

Bonus tip
Til at finde relevante søgeord bruger vi ofte Übersuggest. Værktøjet er godt til at finde såkaldte long-tail søgeord (med 3+ ord i søgetermen). I den nyeste version får du også søgevolumen, men ellers kan du nemt eksportere data fra Übersuggest og så tilføje dem til Googles søgeordsværktøj for at tjekke søgevolumen.

Brug interne links til at forbedre SEO

Enhver blogartikel bør linke til en af dine salgssider på websiten – altså en side, hvor læseren har mulighed for at konvertere. I den førnævnte artikel om grønne kaffebønner, bør der linkes til den kategori eller produkt, der indeholder grønne kaffebønner. Så når brugeren har læst din fremragende artikel, er han ikke i tvivl om, hvad han skal gøre efterfølgende.

Google anvender også de interne links til at bestemme emner og vigtighed af dine sider. Og hvis du guider brugerne i den retning, de gerne vil, belønnes det af Google. Google har én mission og det er at give dens brugere, det de efterspørger. Og hvis du giver dem det, er det sandsynligt, at Google belønner det med en højere ranking.

Bonus tip
Hvis du har en side, du gerne vil have højere op i Google, så se om du ikke kan linke til den fra andre sider på din website, f.eks. en blogartikel. Det er især interessant, hvis du har indhold, der er placeret på side 2 i Google (#11-#20). Vi bruger det ofte som et af de første growth hacking tips til vores kunder og det kan løfte placeringerne og trafikken hurtigt (lagde du mærke til det interne link, vi fik ind her?…).

Link også gerne ud til troværdige sites

Ligesom interne links kan have betydning for placeringen i Google, så er eksterne links også vigtige – især for blogartikler. Artikler på din blog omhandler typisk lidt mere brede emner og skal ikke være “salgsgas”, men relevant information til din målgruppe. Og for at underbygge troværdigheden er det rigtigt godt at linke ud til andre websites. Det kan være til relevante kilder eller til websites, du nævner i artiklen.

Du kan f.eks. i denne artikel finde flere eksterne links.

Gæsteartikler på andre websites

Som vi allerede har været inde på, er links vigtige i Google. Både de interne links og at linke ud til troværdige kilder. Men eksterne links ind til din website er måske de allervigtigste. Altså andre websites, der finder dit indhold så interessant, at de af sig selv linker til det.

Det er dog meget svært at opnå på kort sigt, så i stedet kan du forsøge dig med at skrive artikler til andre blogs og websites – såkaldt guest blogging.

Hvis du begiver dig ud i dette, skal du sørge for at de websites, du gerne vil levere en artikel til er troværdige i Googles øjne og er relevante for det emne eller den branche, du beskæftiger dig med.

Din gæsteartikel skal være supergod for at blive optaget et andet sted. Men hvis den er det, er det som regel en win-win. Den anden website får en supergod artikel med indhold, som den selv kan ranke for. Google er glad, da søgemaskinen nu kan levere mere godt indhold til sine brugere og du er glad, da du dels får et godt link tilbage til din website og dermed bedre placeringer i Google og samtidigt får trafik fra linket på den pågældende website.

Bonus tip
For at finde relevante websites til dine gæsteartikler kan du bruge følgende søgninger i Google:

søgeord “gæsteartikler”
søgeord “gæsteblog”

hvor du erstatter søgeord med det emne, du gerne vil skrive om.

Det er ikke unormalt at en virksomhed, der begynder at blogge regelmæssigt (mindst en gang om ugen), kan fordoble SEO trafikken i løbet af 3-6 måneder. Så jo før du startet desto bedre – og helst inden dine konkurrenter begynder på det.

Kan du li' bloggen? >>>
Posted in:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *