af Jan P. Olsen

5. marts 2018

min. læsetid

Værktøjer der gør din online markedsføring bedre

Der findes et hav af forskellige marketing værktøjer, som gør livet lettere, når man driver en online forretning eller en virksomhed som også har en tilstedeværelse online – og hvem har ikke det?

Og der kommer løbende nye værktøjer og apps til, så det kan virke overvældende og måske svært at vælge hvilke marketingværktøjer, man bør udnytte og hvilke, der er ligegyldige.

Vi har efterhånden anvendt en række værktøjer i mange år. Både til os selv, men også værktøjer, vi anvender i arbejdet med vores kunder. For vi tester altid først på os selv, inden vi anbefaler et produkt eller værktøj.

Så nedenfor har du en række marketingværktøjer, som vi anvender lige nu og som vi kan give vores varmeste anbefalinger, da de rent faktisk bidrager til at gøre forretningen bedre. De enkelte værktøjer er delt ind i grupper, så det letter overskueligheden – her har du oversigten:

Indhold

 

SEO Værktøjer

Der findes en række værktøjer, der gør det nemmere at optimere en hjemmeside rent søgemaskinemæssigt. Dette er ikke en udtømmende liste, men er de værktøjer, vi anvender mest i forbindelse med en SEO Analyse og et SEO-projekt.

moz seo værktøjMoz

Moz er et amerikansk SEO værktøj, der er en 1-shop service, der indeholder alt, hvad en SEO-mand har brug for. Du får et overblik over dine søgeords placering i Google og andre søgemaskiner (du vælger selv) og værktøjet giver anbefalinger til, hvordan du kan forbedre enkelte sider, så de bedre rammer specifikke søgeord.

Din website bliver “crawlet” af Moz’ spider og alle de fejl, der må være på siten bliver angivet i Moz. Det kan være 404-fejl, duplicate content, manglende title og metatags og meget mere.

Endelig har Moz et godt link-værktøj, hvor du kan få anbefalinger til nye links og sammenligne med dine konkurrenter.

SEMRush

SEMRush er for mig et nyt værktøj, selv om jeg har haft kendskab til det i mange år og også med jævne mellemrum anvendt den gratis version. Jeg er fornylig begyndt at anvende den betalte funktion, men bruger især værktøjet til analyseformål – for eksempel til nye kunder – hvor jeg synes værktøjet er særligt stærkt.

I princippet kan SEMRush det samme som Moz, men jeg bruger dog stadig Moz til mine løbende kunder.

screaming frog seo toolScreaming Frog

Det hedder det altså – Screaming Frog! Det er et værktøj, du downloader og installerer på din lokale computer. Det kan gennemlæse og gennemtrawle et helt website og give dig uvurderlig information om alt dit indhold og de fejl, det måtte indeholde.

Det kan være links, der ikke virker, 404-fejl, redirects, title-tags, overskrifter og meget mere. Det hele kan downloades i et regneark, så du efterfølgende kan arbejde videre her.

Jeg bruger især Screaming Frog i analysearbejdet på en ny kunde. Der findes også en gratis version, som er begrænset i antallet af sider, der kan gennemlæses – jeg mener det er 500.

Majestic SEO

Majestic SEO er først og fremmest et link-værktøj, der kan give værdifuld information om dine og dine konkurrenters link. Links er en meget vigtig del af SEO, og værktøjet hjælper med at gøre dit arbejde nemmere.

Find f.eks. ud af hvilke vigtige websites, dine konkurrenter har links fra, men som du ikke har. Måske her ligger noget guld begravet?

majestic seo

Google SEO Værktøjer

Og så er der naturligvis nogle Google værktøjer, der ikke er til at komme uden om.

Google Søgeordsværktøj
Det er vanskeligt at lave en søgeordsanalyse uden Googles søgeordsværktøj. Her finder du antallet af søgninger hver måned på de søgeord, du er interesseret i og samtidigt kan Google give dig nogle andre synonyme søgetermer, som du måske også kan bruge.

Værktøjet er gratis at bruge, men det kræver at du har en Google AdWords konto.

Google Trends
Google Trends er – som navnet antyder – et værktøj, der angiver søgetermers popularitet i Googles søgemaskine over tid. Man kan derfor se, hvad der “trender” og hvilke søgeord, der er for nedadgående. Man har også mulighed for at aflæse sæsonudsving, hvis der må værre sådanne.

Nedenfor kan du se trenden for to marketing søgetermer, nemlig marketing automation og content marketing. Som det fremgår er begge søgetermer gået markant frem inden for de sidste 5 år.

google trends

Google Search Console
Search Console er det tidligere Google Webmaster Tools og viser dig, hvordan Google søgerobot aflæser din website. Så du får et overblik over fejl, mystiske links og ikke mindst, hvilke søgeord, der gør sig godt i Googles søgemaskine. Har du en website SKAL du anvende dette værktøj. Og husk at tilknytte det til din Google Analytics konto, så du også får data derind fra Search Console.

 

Website / CRO

Her er en række værktøjer, du kan styre din website med og forsøge at gøre den bedre. Og når jeg skriver “at gøre den bedre”, skal der forstås at øge konverteringen på det, du nu måler på (signups, leads, salg etc.). Det er også det, der kaldes CRO – Conversion Rate Optimization.

WordPress

Jeg er nødt til at nævne WordPress. Ikke kun fordi WordPress er det CMS vi selv anvender, men også fordi, det er klart det mest simple CMS at anvende, når der evt. skal bygges en blog eller landingpages i tilknytning til den website, du måske allerede har.

Vi bruger således WordPress til egen website og landingpages, men også til vores kunders landingpages, i det omfang, det er os, der designer og koder dem.

Thrive Themes

Thrive Themes består af flere WordPress plugins, der gør det (meget) nemmere at bygge landingpages og formularer. Hos JPO anvender vi Thrive Architect og Thrive Leads til de fleste af vores kunders landingpages og formularer – ofte sker det på et sub-domæne, så vi behøver ikke engang at blande den eksisterende hjemmeside ind i det.

Systemet er meget brugervenligt og fleksibelt, så det er hurtigt og dermed billigt at udvikle nye landingpages.

Thrive forbindes nemt til de fleste marketing automation og email systemer, så opsamlingen af leads gøres nemt og smidigt.

landingpage fra leadpagesLeadpages

Med Leadpages kan man bygge landingpages og formularer via en SaaS platform – altså software as a service. Platformen er ikke så fleksibel, men kan man “nøjes” med pæne og gode landingpages, der ikke nødvendigvis passer 100% designmæssigt til det man allerede har, er Leadpages rigtigt godt.

Og så er det bedst til leadgenerering – det er vanskeligere at anvende med decideret webshop/online salg.

Hotjar

Med Hotjar kan du evaluere dine brugeres anvendelse af din website. Du kan få heatmaps, der viser, hvordan de bevæger sig rundt og hvor de klikker og så kan du få lavet optagelser på sider, så du kan se direkte, hvordan brugere opfører sig på din side.

Desuden er der et rigtigt godt feedback system, så du kan stille åbne spørgsmål på relevante sider som f.eks. “Et hurtigt spørgsmål! Hvad mangler på denne side?”. Eller “Har du information nok til at gennemføre et køb?”

Hotjar kommer i en gratis version, som de fleste mindre virksomheder kan nøjes med – du bør prøve det!

drift online chat og chatbotDrift

Drift kalder sig selv for en Conversational Marketing Platform. Det er det helt sikkert også, men man kan også blot kalde det en chat funktion med mulighed for udbygning med en chat bot og mange andre relevante og spændende udvidelser.

Vi bruger selv Drift og to af vores kunder er også begyndt at bruge systemet. Og det konverterer rigtigt godt! Forstået på den måde, at når dine besøgende ikke vil ringe eller maile til dig og heller ikke udfylder dine formularer, så vil de i meget højere grad skrive til dig via en chat funktion.

For at være en succes kræver det naturligvis, at du eller din kundeservice er på systemet og svarer hurtigt. Man kan også svare via en app på telefonen.

 

Content Marketing

Der er især to værktøjer vi anvender, når det drejer sig om indholdet til content marketing.

Buzzsumo

Buzzsumo er et værktøj, der finder det mest populære indhold omkring forskellige emner. Med populært menes delinger og likes på de sociale medier samt indgående links. Det kan give dig en ide om hvilke typer af indhold, der er populært, hvem der deler det og hvem, der linker til det. Der er en gratis version, du kan anvende.

buzzsumo content værktøj

Canva

canva grafisk toolCanva er et genialt værktøj for alle os ikke-grafikere eller knapt så kreative rent visuelt. Det er et online grafisk værktøj, der kan lave alt visuelt materiale lige fra banner-annoncer over Facebook cover til infografiker. Du kan tage udgangspunkt i over 50.000 templates eller starte helt fra bunden af – det bestemmer du selv.

Canva er gratis at anvende, men nogle af deres billeder skal du betale for, hvis du vælger at bruge dem. Du har også mulighed for selv at uploade billeder, hvis du har nogle du selv vil anvende.

Når du er færdig med at redigere downloader du blot billedet i jpg eller png format. Meget, meget nemt…

 

Annoncering

Det er måske lidt mærkeligt at omtale medier som værktøjer, men jeg mener virkelig, at især Google AdWords og Facebook annoncering er vanskelige at komme uden om, hvis man mener det alvorligt med online marketing. Så derfor er de medtaget her.

Google AdWords

google adwords - optimal annonceringJeg har anvendt Google AdWords siden lanceringen i Danmark i 2003 – både til mine egne virksomheder og for kunder. Det er der en grund til. Det virker! Og selv om det er blevet dyrere de senere år, så kan man altid sammensætte en kampagne, der har en positiv ROI.

Den nemmeste vej til succes med AdWords er at oprette SKAG’s – det giver maksimal styring og gør dine omkostninger mindre.

Et godt værktøj til styring af AdWords er Googles eget:

AdWords Editor

Adwords Editor er gratis og downloades så du kan arbejde med AdWords offline og på din computer. Det har en masse gode funktionaliteter, især hvis du har en stor Adwordskonto eller arbejder med forskellige konti.

Facebook Business Manager

Facebook Business Manager er systemet, hvor du både kan administrere dine Facebook sider og dine annoncer. Det er efterhånden blevet lidt komplekst, men det skyldes især, at mulighederne er så mange.

På Facebook kan du specificere din målgruppe meget præcist, resultaterne er meget effektive og så er det stadig et forholdsvist billigt medie – men det bliver det nok ikke ved med at være. Og selv B2B Facebook annoncering virker, men husk at starte din annoncering øverst i din salgstragt – det er svært at sælge noget første gang nogen hører om dig.

 

Sociale Medier

Der findes flere værktøjer og apps, der kan gøre livet lettere på de sociale medier. Men her nævner jeg blot det værktøj, som jeg synes vi har mest gavn af:

Hootsuite

Med Hootsuite kan du styre flere sociale profiler ét sted. Det vil sige, at du kan se alle dine egne profiler i ét overblik eller hvis du styrer kunders profiler, kan du også se dem.

Endvidere kan du planlægge alle opslag – uanset platform – fra Hootsuite. Du kan også poste det samme opslag til flere sociale medier/profiler på én gang. Så der er en del tid at spare ved at anvende Hootsuite.

hootsuite - værktøj til sociale profiler

 

Email & Marketing Automation

Email marketing vedbliver at være en af de mest effektive online marketingkanaler og det bakkes da også op af forskellige statistikker og undersøgelser. Vi anvender to systemer til email marketing og marketing automation.

Mailchimp

mailchimp - email systemMailchimp er lige ved at blive standarden for mailsystemer – i hvert fald blandt små og mellemstore virksomheder. Vi anvender det selv og det gøre alle vores kunder også. Det er nemt at designe templates, fleksibelt og stabilt og til en fornuftig pris.

Samtidigt fungerer de automatisk flows godt og man kan næsten automatisere alt. Har du ikke prøvet automatiserede mails, bør du straks komme i gang!

Desuden arbejder Mailchimp godt sammen med de fleste ecommerce-løsninger, så man i webshops kan lave automatiserede flows efter hvad folk har købt, hvor meget de har købt for eller hvornår de har købt – for bare at nævne et par muligheder. Eller hvad med at sende en kampagne til de, der sidst har købt i din forretning for over 6 måneder siden?

Mautic

mautic marketing automationMautic er et marketing automation system, der efterhånden er ved at være ret avanceret. Det særlige ved Mautic i forhold til andre marketing automation systemer er, at det er open source og derfor gratis at installere og anvende. Nogle mener at det på sigt kan blive et “wordpress” inden for marketing automation.

Ud over at man kan automatisere email flows som i Mailchimp, så kan man meget mere i Mautic. Det er muligt at “score” personer, så deres handlemønstre på din website udløser bestemte mails eller flows. Når personer har opnået et tilpas stort antal point og dermed er et varmt lead, kan du sende vedkommende automatisk videre til dit CRM system, så en sælger kan arbejde videre med lead’et.

Du har også mulighed for at oprette landingpages, formularer og emails direkte i Mautic – eller blot lade Mautic spille sammen med det, du allerede har. Det er den sidste måde vi anvender Mautic på.

 

Salg / CRM

Som en lille virksomhed troede jeg egentlig ikke jeg havde brug for et CRM system. Men efterhånden som vi har automatiseret flere og flere processer er det oplagt også at få et CRM system på banen. Det var faktisk efter vi implementerede Mautic’s marketing automation system, at vi fandt ud af, at vi manglede et system, hvor “varme leads” kunne flyttes hen.

Pipedrive

Valget af CRM faldt på Pipedrive. Det er der flere grunde til. Først og fremmest er det simpelt med en enkel brugergrænseflade. Det har de funktioner vi skal bruge i arbejdet med vores leads – f.eks. kan man opstille de trin i salgsprocessen, man har brug for og man kan gøre det i de “grupper” eller funnels, man har brug for.

En anden vigtig årsag til at vi valgte Pipedrive er systemets mulighed for at integrere med de øvrige systemer vi har og dermed medvirke til automatisering af marketing- og salgsprocessen.

Leads flyttes således automatisk fra Mautic til Pipedrive og brugere på Drifts online chat flyttes også over til en gruppe i Pipedrive, ligesom bookinger af vores populære workshops.

En sidste fordel ved Pipedrive er prisen. Til vores behov er den absolut overkommelig.

 

Styring og Rapportering

Der skal naturligvis også nogle værktøjer til at styre det hele og til at få nødvendigt feedback på de resultater, der opnås.

Zapier

zapier - få værktøjer til at hænge sammenVi bruger Zapier mere og mere – både til os selv, men også til vores kunder. Zapier er en samling af små programstumper – zaps – der kan få forskellige værktøjer til at spille sammen og ikke mindst hænge sammen. Her er et par eksempler.

Hvis du har prøvet Facebook Leads ads er det irriterende at de enkelte leads bliver leveret i en csv-fil, som du så skal uploade efterfølgende i dit mailprogram. Ved hjælp af Zapier bliver leads nu leveret direkte til Mailchimp, hvorfra de så kan bearbejdes. Ikke noget manuelt arbejde.

Hos en af vores kunder kan man booke en demo af deres software. Når folk signer op bliver det registreret i Mailchimp, som så sender en række automatiseret mails til den, der har signet up. Men via en zap bliver informationen også ført fra Mailchimp og til deres CRM-system, så en sælger også kan se, at en ny virksomhed/person har signet op til en demo.

Basecamp

basecamp projektstyringVi styrer alle vores projekter og kunder i projekstyringssystemet, Basecamp. Det er nemt og simpelt og giver både os og vores kunder, som også har adgang til systemet, et godt overblik over vores samarbejde. Vi laver projektplaner, aktivitetsoversigter og to-do lister i Basecamp og uploader alle nødvendige dokumenter til systemet.

Al feedback og rapportering sker også via systemet.

Google Analytics

google analyticsGoogle Analytics er vores altoverskyggende system til rapportering og analyse. Alle vores kunder anvender det og vi bruger det naturligvis også selv. Det bliver sat mål op i Analytics på al vores arbejde, så alle fremskridt kan vurderes. Hos mange kunder opretter vi særlige Dashboards med de vigtigste mål og data eller vi opretter automatiske pdf-rapporter, der sendes via email.

Men Google Analytics er ikke kun uundværlig til rapporteringsdelen – også i analysefasen er det et fantastisk værktøj. Du kan finde så megen værdifuld data og information om dine kunder, hvis du leder de rigtige steder, så det gør vi naturligvis.

Datastudio

Datastudio er ejet af Google og er et værktøj til at lave dashboards i. Det er ret nemt at arbejde i og hvis ikke man selv kan eller vil designe et dashboard kan man tage udgangspunkt i forskellige skabeloner.

Det gode ved Datastudio er, at det kan integrere flere forskellige datakilder i samme dashboard. Du kan naturligvis bruge data fra Google Analytics, men også AdWords, Google Search Console og forskellige SQL-databaser. Det er også muligt at få data fra et Google Sheet, så har du et regneark med data, der løbende bliver opdateret, kan det altså også integreres.

Endelig er der forskellige udbydere af såkaldte “connectors”, der mod betaling kan integrere til andre systemer. En af vores kunder får bl.a. Mailchimp data ind i sit dashboard.

Et dashboard kan deles, så andre også kan se det online. Og så er det som så mange andre Google værktøjer gratis at anvende.

datastudio dashboard

 

Det var en gennemgang af de vigtigste værktøjer vi anvender selv og som vi anvender i arbejdet med vores kunder. Jeg håber det kan give lidt inspiration til din arbejdsdag. Du må meget gerne tilføje flere gode værktøjer nedenfor i kommentarfeltet – vi har sikkert overset nogen eller mangler kendskab til andre.

Om forfatteren 

Jan P. Olsen

Giv en kommentar

Din e-mail adresse bliver ikke offentliggjort. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Ultimative SEO Hemmeligheder


7 Skudsikre
SEO Strategier

Få denne Gratis E-Bog

7 skudsikre SEO strategier til masser af trafik.